Pas på – det er ren ruin at låne til mobiltelefonen

Pas på – det er ren ruin at låne til mobiltelefonen

Friheden til at vælge – alle de hotte telefoner uden udbetaling!

Sådan lokker det nordjyske firma Kramer&Co. i det nyeste nummer af Danmarks Store Kupon Katalog.

For nogle få hundrede kroner hver måned kan du allerede i morgen få din drømmemobiltelefon, også selv om du ikke har råd, er tilbuddet fra firmaet, der blandt andet har Nokia 7650, 6510 og den populære Sony Ericsson T68i i sit katalog.

Magasinet Mobil har gennemregnet tilbuddene. Og det bliver dyrt. På alle telefoner ender man med at betale fra 42 til 47 procent mere for sin telefon ved at låne, end hvis man havde købt kontant. Selv om man får et rentefradrag, så er forskellen dog stadig markant.

Og det er en rigtig dårlig investering at låne til sin telefon. Det er nemlig velkendt at priserne på telefoner styrtdykker nærmest kvartal for kvartal. Derfor vil forskellen på at købe og låne også stige hele tiden.

Mens det er en rigtig dårlig forretning at låne til sin telefon hos Kramer&Co., så er deres her-og-nu priser mere fornuftige. Telefonerne sælges uden abonnement, og priserne ligger på niveau med markedspriserne.

Her kan du se vores sammenligning af priserne på de forskellige telefoner (uden rentefradrag):

Nokia 3410: Ved lån (24 mdr á 140 kroner) er prisen i alt 3.360 kroner. Ved køb nu er prisen 1.795 kroner. Forskel: 1.565 kroner!

Nokia 8310: Ved lån (36 mdr á 178 kroner) er prisen i alt 6.408 kroner. Ved køb nu er prisen 3.595 kroner. Forskel: 2.813 kroner!

Samsung T-100: Ved lån (36 mdr á 190 kroner) er prisen i alt 6.840 kroner. Ved køb nu er prisen 3.895 kroner. Forskel: 2.945 kroner!

Nokia 3510: Ved lån (24 mdr á 150 kroner) er prisen i alt 3.600 kroner. Ved køb nu er prisen 1.995 kroner. Forskel: 1.605 kroner!

Nokia 6510: Ved lån (36 mdr á 167 kroner) er prisen i alt 6.012 kroner. Ved køb nu er prisen 3.295 kroner. Forskel: 2.717 kroner!

Sony Ericsson T68i: Ved lån (48 mdr á 183 kroner) er prisen i alt 8.784 kroner. Ved køb nu er prisen 4.595 kroner. Forskel: 4.189 kroner!

Nokia 5210: Ved lån (24 mdr á 166 kroner) er prisen i alt 3.984 kroner. Ved køb nu er prisen 2.295 kroner. Forskel: 1.689 kroner!

Nokia 7650: Ved lån (48 mdr á 196 kroner) er prisen i alt 9.408 kroner. Ved køb nu er prisen 4.995 kroner. Forskel: 4.413 kroner!