Pas på – SMS til udlandet koster dyrt

Pas på – SMS til udlandet koster dyrt

Det er blevet populært at sende SMS på tværs af landegrænserne. Så populært, at TDC Mobil har følt sig tvunget til at hæve priserne for SMS fra Danmark til udlandet.

Før kostede en SMS 50 øre – nu er prisen hele tre kroner pr. stk. Eller seks gange så meget som tidligere.

Ifølge TDC så er problemet, at de udenlandske teleselskaber kræver penge af TDC og andre danske mobilselskaber, når der sendes en SMS. Omvendt kræver TDC penge af de udenlandske selskaber, når deres kunder sender en SMS til Danmark.

Teleselskaberne har tidligere været beskyldt for kunstigt at holde priserne højt oppe, når der skal kommunikeres på tværs af landegrænserne. På den måde kan selskaberne nemlig “plukke” kunderne i hinandens lande for penge. Men det afviser teleselskaberne som ren spekulation og rygter.

Det er dog ikke kun hos TDC Mobil, at priserne for at sende SMS over landegrænser stiger. Også selskaber, der køber deres mobiltelefoni hos TDC, tvinges nu til at hæve deres priser. Og andre selvstændige mobilselskaber – som Orange, Sonofon og Telia – ventes ligeledes at følge efter med prisstigninger efter nytår.