PDA-telefon med bredskærm og fuldt tastatur

HTC ser ud til at være på vej med en efterfølger til deres efterhånden gamle flagskib HTC Universal, der måske bedre er kendt herhjemme som Qtek 9000. Den nye model skulle bl.a. få et kamera på 3 megapixel og en højtopløselig bredskærm.

PDA-telefon med bredskærm og fuldt tastatur

Det er efterhånden nogle år siden, at HTC sendte deres bud på en blanding mellem en telefon og en bærbar computer på markedet. Navnet på modellen var Qtek 9000, og den havde alle de funktioner, man kunne drømme om, da den kom ud.

En ny model, der skal overtage arven, ser nu ud til at være lige om hjørnet. Ligesom sin forgænger skulle den blive designet som en mini-laptop med fuldt tastatur. Skærmen skulle være en bredskærm med en opløsning på hele 800 x 480 pixel, og desuden skulle GPS også være indbygget. Kameraet er blevet opgraderet til 3 megapixel, ligesom modellen også skulle understøtte turbo-3G. Størrelsen lyder på 81 x 130 x 16 mm.

Foreløbig tyder oplysninger på en lancering i oktober, mens prisen endnu er ukendt.