Peg ved siden af mobilen
Trykfølsomme skærme bliver mere og mere populære, men de har også visse begrænsninger, som er svære at komme uden om. Microsoft har nu udviklet en teknik, kaldet Sidesight, der skal løse nogle af disse begrænsninger ved at lade brugeren pege ved siden af mobilens skærm.
De fleste folk vil gerne have en lille mobil, men at lave små mobiler med trykfølsom skærm, kræver i dag mindst en stylus, eller meget små fingre, for at kunne få noget ud af det. Ligeledes synes mange brugere, at det er et problem, at de selv skygger for store dele af skærmen, når man trykker på skærmen.
Derfor har Microsoft nu fundet en løsning, hvor man kan styre mobilen, som havde den en trykfølsom skærm, men stadig uden at trykke eller røre skærmen. I stedet styrer man telefonen ved at bevæge fingrene langs telefonens sider.
Endnu kan Microsoft dog kun vise en prototype frem af en HTC Touch med IR-sensorer monteret på to sider af telefonen, men hvis teknologien skulle komme ud, ville man kunne placere sensorer på alle siderne, og på den måde bruge mange flere bevægelsesmønstre til at styre mobilen.