Phablets vil opleve enorm vækst de næste 4 år – drevet frem af Samsung og Nokia
Analysebureauet Juniper Research spår i ny rapport, at phablets, smartphones med skærme på mindst 5,6 tommer, står overfor massiv vækst de kommende år. Man regner med, at der blev solgt 20 millioner phablets i 2013, men i 2018 spår Juniper Research, at salget vil være på mere end 120 millioner eksemplarer.
Den voldsomme vækst vil primært finde sted i Asien, for eksempel Sydkorea, hvor gamers ønsker store skærme til spil. Også til streaming af film skulle være med til at drive det voksende salg.
Juniper Research forventer, at salget vil blive domineret af Android og Windows. Samsung vil være dominerende på Android-fronten med deres Note-serie, mens Nokia vil dominere på Windows-fronten med deres Lumia-serie.
Vi har desværre ikke adgang til hele rapporten, men det virker underligt, at Apple ikke er med i vurderingen over, hvem der kommer til at dominere salget af phablet-modeller de kommende år.
Apple har godt nok ikke lanceret en phablet endnu, men det er formentlig lige så sikkert som amen i kirken, at de kommer med en phablet meget snart og i hvert fald inden 2018. Rygterne siger, at Apple kommer med en phablet allerede i år.
Bliver det tilfældet, så vil de formentlig også blive dominerende på det felt i mange lande, også i Asien. I Japan stod iPhone for eksempel for 76 procent af al smartphone-salget i oktober hos landets største operatør NTT Docomo og Apple har også fornylig startet på samarbejde med China Mobile i Kina. China Mobile er verdens største operatør med 750 millioner kunder.