Politiker: Forbyd mobiltelefoner i biler

Venstre-mand mener, at mobiltelefoner skal ud af bilerne. Han får dog svært ved at få flertal for sine synspunkter i Folketinget.

Politiker: Forbyd mobiltelefoner i biler

Formanden for Færdselssikkerhedskommissionen, folketingsmedlem, kriminalassistent Karsten Nonbo (V), er ikke i tvivl: Forbyd mobiltelefoner i biler!

Så kontant udtrykker Venstre-manden sin og kommissionens holdning til de snakkende bilister. Også dem, der taler håndfrit.

– Det er absolut noget, der er færdselssikkerhedsmæssigt uforsvarligt. Folk har jo tankerne et helt andet sted, når de sidder med mobilen. De skal simpelthen slukke den, inden de starter bilen, siger Karsten Nonbo til Ritzau.

Hans ideer bunder i engelske undersøgelser, som bortdømmer mobiltelefoner. De er simpelthen alt for farlige, når man kører.

Det er dog tvivlsomt om Venstre-manden får flertal for sine ideer. Politikerne er nemlig stærkt delte om spørgsmålet.