Polyfoniske ringetoner i ny Siemens

Polyfoniske ringetoner i ny Siemens

På CommunicAsia i Singapore har Siemens løftet sløret for C55 – en model der for alvor tager kampen op i det segment, hvor blandt andet Nokia 3410 og 3510, Samsung N620 og Alcatel 512 befinder sig. Og med den lange liste af features, som Siemens C55 indeholder, er der dømt kamp til stregen.

Det bliver først og fremmest på de flerstemmige – polyfoniske – ringetoner, at kampen kommer til at stå. Alcatel og Nokia har stor succes med deres modeller med polyfoniske ringetoner, ligesom Samsung er på vej. Men hvor de andre kan spille med 8 samtidige stemmer, kan Siemens C55 spille med 16 samtidige. Ganske som Samsung N620. Forskellen mellem 8 og 16 samtidige stemmer svarer nærmest til mono og stereo.

Nyhederne stopper dog ikke ved de flerstemmige ringetoner. Den lille mobil, der vejer 80 gram, har også indbygget Java-kient, hvilket gør det muligt at downloade nye spil og små programmer til mobilen. I forvejen er Instant Messaging installeret i mobiltelefonen. Instant Messaging er at sammenligne med ICQ eller Messenger fra Microsoft. På den måde kan man chatte med vennerne i realtid. Det fungerer bedst via GPRS – telefonen har 3+1 timeslot. Instant Messaging er fra flere sider spået at blive en alvorlig konkurrent til SMS, men det kræver at de danske teleselskaber får gang i et privat GPRS-abonnement.

C55 indeholder WAP-version 1.2.1 og EMS, der understøtter SMS-beskeder med op til 760 tegn – eller næsten dobbelt så meget som Nokias Smart Messaging.

Taletiden opgives af Siemens til 250 timer og standbytiden til 6 timer. Prisen på mobilen ventes at blive omkring 1300-1500 kroner – hvilket er samme pris som både Alcatel 512, Samsung N620 og Nokia 3510.

Siemens C55

Type: Dualband GSM 900 og 1800 MHz

GPRS: Ja, 3+1 timeslots

Vægt: 80 gram

WAP: Ja, version 1.2.1

Java: Ja

Polyfoniske ringetoner: Ja, 16 samtidige stemmer

Lancering: September i Danmark

Pris: 1300-1500 kroner