Populært spil endelig klar til iPhone
Minecraft er et utrolig populært spil til computere, og handler overodnet set om at slippe sin kreativitet fri og opbygge en verden uden sidestykke.
Man har ikke lige så mange muligheder i mobiludgaven, og der findes en del ting, som man ganske enkelt ikke kan foretage sig. Det er f.eks. umuligt at ‘crafte’ – altså sammensætte ting for at opnå noget helt andet.
Mobiludgaven har været ude til Android-mobiler i flere måneder nu. Den startede med kun at være tilgængelig på Xperia Play, men spillet er altså ikke eksklusivt længere. Nu kommer det også til iOS, og understøtter både iPad og iPhone.
Spillet koster $6.99 – lige under 40 danske kroner – og er altså en anelse dyrt. For de penge får man dog et spil, der kan spilles igen og igen. Du kan finde det på Apples App Store.