Priskrig: Amazon overvejer smartphone til nul kroner
Der findes priskrig og der findes priskrig.
For nylig gik den ny kommende smartphone-producent Kazam ud og fortalte, at de vil lancere nye smartphones, der ligger på 60 procent af prisen sammenlignet med konkurrerende modeller.
Altså starten på det, de fleste ville kalde en regulær priskrig.
Nu går der hårdnakkede rygter om, at Amazon er klar med en smartphone til nul kroner. Det kan man vel kalde en priskrig.
Det er to tidligere journalister hos Wall Street Journal, der har talt med kilder tæt på Amazon om det nye ganske vanvittige tiltag, hvis det altså holder stik.
Prisen for telefonen skulle Ifølge kilderne være afhængig af den aftale, Amazon får i stand med hardware-producenterne og nogle af kilderne var noget skeptiske omkring, hvor vidt det overhovedet er muligt at sende en gratis smartphone ud på markedet.
En del af gratisstrategien skulle indebære, at Amazon forventer og håber, at folk vil købe indhold og apps via Amazons tjenester.
Det spekuleres i, at Amazons smartphone vil køre med Android, men uden adgang til Googles apps og tjenester og kun med adgang til Amazons apps og tjenester.