Prissænkning på fastnettelefoni

IT- og Telestyrelsen vil sænke prisen for at ringe fra fastnettelefonen til mobilen. Formålet er at komme i niveau med vores nordiske broderlande, men allerede nu spåes det, at det kan medføre prisstigninger for mobilkunder.

Prissænkning på fastnettelefoni

Nu skal det være slut med at opkræve ågerpriser for opkald fra fastnettelefonen til mobilen. Ifølge IT- og Telestyrelsen har den nuværende ordning, hvor teleselskaberne selv fastsætter de såkaldte mobiltermineringspriser gjort, at danske priser ligger langt højere end Norge, Sverige og Finland.

Mobiltermineringsprisen er den pris, som teleselskabet opkræver for at sende samtaler fra andre selskabers kunder videre til egne kunder. Prissænkningen ligger fra de nuværende 94-96 øre per minut til 84 øre i 2005, 72 øre i 2006 og endelig 62 øre i 2007. Et fald svarende til 35 %, der altså skal komme fastnetkunderne til gode.

Mobilkunderne derimod kan derimod vente prisstigninger på flere fronter. De danske overpriser på mobiltermineringsprisen har nemlig sponsoreret tilskud og rabatter i mobilverdenen. Det er derfor sandsynligt, at det fremover vil være dyrere at købe sin mobil og at bruge den. Mobilbranchens mistede indtægter anslås til omkring 300 millioner kroner.

Tele2 og 3 går fri

Det er de tre store teleselskaber TDC, TeliaSonora og Sonofon, som bliver ramt af IT- og Telestyrelsens krav. 3 og Tele2 går derimod fri. 3 fordi de anses for at være for så små og nystartede, at kravet kunne ødelægge deres mulighed for at få fodfæste på markedet. Tele2 går fri, fordi de ikke selv ejer et mobilnet og er afhængige af taksterne på det net, de lejer sig ind på.

De tre selskaber har allerede udmeldt, at de vil klage over afgørelsen – dels for at vinde tid, men også for at få ændret kravets størrelse.