Problemer med Nokia 8310 i Sonofons net
Rygterne om at Nokia 8310 på det nærmeste er trukket tilbage, passer ikke. I hvert fald ikke, hvis man spørger TDC forhandlere og forhandlere, der benytter TDC-net. Her er der ingen problemer med hverken GPRS-delen, High-speed delen eller andre fejl.
Anderledes ser det tilsyneladende ud, når man bevæger sig ind i en Sonofon-butik. Her lyder det samstemmende, at Sonofon har afvist telefonen, fordi den ikke kan køre på Sonofons GPRS-net og high-speed-net. Samme korte forklaring kommer højere oppe fra i Sonofon-virksomheden.
Hvad problemet skyldes, er endnu spekulationer. Et gæt er, at Sonofon benytter en anden type SIM-kort end for eksempel TDC.
Den seneste udvikling i sagen er, at der er to problemer med Nokia 8310 og Sonofon. Den ene er, at telefonen ikke understøtter V120-protokollen, selv om Nokia har lovet det. Det betyder at den ikke kan køre med 43,2 kb/s med high-speed, men med en lavere hastighed. I følge Sonofon er Nokia klar over problemet og i fuld gang med at rette fejlen.
Det andet problem, gælder GPRS, som ikke virker med Nokia 8310 og Sonofon.
– Det er vores fejl, lyder det fra Vibeke Moos Knudsen, der er informationsmedarbejder hos Sonofon. Svaret kommer efter et par timers intens efterforskning hos Sonofon.
– Vi har ikke fået opgraderet vores GPRS-netværk, så det spiller sammen med Nokia 8310. Det sker på mandag, og på tirsdag vil man kunne køre GPRS med sin Nokia 8310.
Det betyder også samtidig, at Sonofon ret hurtigt efter tirsdag vil sælge mobilen i sine butikker.