Professor om iPhone 4-antenne: Jeg har aldrig set noget lignende
Din besked er blevet sendt
Antennen i iPhone 4 er dårligt designet. Det kunne professor Gert Frølund Pedersen se allerede på billeder, da Apple-chef Steve Jobs præsenterede mobilen i juni. Men nu, hvor Gert Frølund Pedersen har testet iPhone 4 i testlaboratoriet ved Aalborg Universitet, så er han alligevel overrasket over antennens dårlige performance.
"Jeg må indrømme, at jeg aldrig har set noget lignende. Jeg var meget rystet over, at det så så ringe ud," siger Gert Frølund Pedersen.
"Det står forfærdelig til med iPhone 4," forklarer han.
iPhone 4 er netop kåret til verdens bedste mobiltelefon på Mobile World i Barcelona, men professorens kritik handler naturligvis om mobilens berømte "death grip". Gert Frølund Pedersen har nu målt, hvordan mobilens antenne opfører sig, når man berører det lille område nederst i venstre side, hvor mobilens metalramme er adskilt med et lille hak.
Når man ikke rører ved iPhone 4, sender antennen med en effekt på 1 watt. Når man rører ved telefonen – ligesom med alle andre telefoner – ændres effekten. Men når man berører iPhone 4’s ømme punkt, så dykker effekten langt mere end sædvanligt. Det er dog vidt forskelligt, hvordan iPhone-antennen opfører sig på de forskellige GSM-bånd. Det afhænger af frekvenslaget.
Værst ser det ud i det lave GSM-bånd, som opererer omkring 900 MHz-frekvensen. I dette bånd, der bliver brugt til tale og sms-beskeder, dykker effekten ved en berøring i nederste venstre hjørne til omkring en tusindedel af en watt, viser professorens test.
"Det er ikke så sært, at de virkelig dropper af. Den sender med lavere styrke end et Bluetooth-headset," siger Gert Frølund Pedersen.
Når mange glade Apple-kunder alligevel kan rende rundt med en iPhone 4 og tale uden problemer, så skyldes det, at antennen fungerer bedre i det andet GSM-bånd, der ligger i 1800 MHz.
"Så er det ikke nær så slemt. Så er der en tiendel tilbage af effekten," forklarer Gert Frølund Pedersen.
iPhone 4 fungerer altså udmærket i områder, der har fin dækning i GSM1800. Det er først, når det høje GSM-bånd forsvinder, og telefonen alene kan bruge GSM900, at antennen kommer til kort ved de uheldige berøringer i nederste venstre hjørne.
"Problemet er, at nettet med GSM1800 ikke dækker lige så fintmasket som nettet med GSM900. Men hvis man er et sted med god dækning, så er det ikke noget problem," siger Gert Frølund Pedersen.
Du kan læse meget mere om sagen her, hvor du også finder Gert Frølund Pedersens rådata efter test med iPhone 4.