Realtime fusionerer med Atchik

Danske Realtime og franske Atchik har i dag indgået aftale om at fusionere. Hermed er der skabt et selskab, som bliver en førende leverandør i Europa af underholdning til det mobile internet.

Realtime fusionerer med Atchik

TDC Innovations oprindelige ejerandel i Realtime var 35 pct. I det nye selskab er ejerandelen 15 pct. Der er godt 120 ansatte i det fusionerede selskab og en forventet omsætning i 2005 på over 100 mio. kr.

– Vi tilslutter os fusionen mellem Atchik og Realtime, to selskaber som begge har formået at skabe vækst, og som har styrken til at drive forretning på internationalt niveau. Det nye Atchik-Realtime har den fornødne ekspertise til at blive førende ikke blot i Europa, men i hele verden inden for mobile services, siger underdirektør Nikolaj Gammeltoft, leder af Koncern Forretningsudvikling i TDC.

Realtime og Atchik har samme forretningsgrundlag, og selskaberne er inde i en positiv udvikling på markederne i Europa, Mellemøsten og Syd- og Mellemamerika. Ved at lægge kompetencer og styrker sammen forventer det nye selskab at blive førende på markedet for mobile services. De tre hovedområder i forretningen er salg og udvikling af mobile communities (f.eks. chat og dating-koncepter), mobilportaler som f.eks. FLY fra TDC MOBIL, og endelige er selskabet leverandør af indhold til mobiltelefoner, dvs. billeder, ringetoner og spil.