Red Barnet: Telegiganter skal sikre børnearbejderne
Norske Telenor og svenske Ericsson kan ikke fyre de børnearbejdere, som arbejder på telegiganternes leverandørfabrikker i Bangladesh, uden at sikre dem et andet og ufarligt job. Sådan lyder udmeldingen fra Red Barnet, der mener, at telegiganterne har et ansvar for børnenes fremtid.
– Det nytter ikke noget bare at fyre børnene på gråt papir. Så risikerer de blot at komme ud i noget, som er endnu værre eller endnu farligere. Når Telenor og Ericsson vedkender sig at ville rydde op, må de også tage ansvaret for de børn, de finder på de farlige arbejdspladser. Man har et skærpet ansvar, når man arbejder i så fattigt et land, siger Birgitte Kabel, informationsmedarbejder i Red Barnet i Danmark, til busines.dk.
Hele sagen bunder i dokumentarfilmen "Et tårn af løfter", som sendes i aften klokken 22 på DR 1. Her afsløres det, hvordan Telenor og Ericsson anvender mobilmast-leverandører, som bruger børnearbejdere og ikke overholder arbejdsmiljøreglerne. Telenor ejer de danske teleselskaber Sonofon og CBB Mobil, bredbåndsselskabet Cybercity samt TV-leverandøren Canal Digital
-Der er brug for, at børnene kan arbejde – det må bare ikke være farligt. Selv om lønningerne i de områder er lave, bidrager børnene nogle gange med en tredjedel af familiens indkomst, hvilket kan betyde, at de får tre måltider om dagen i stedet for to. Det må bare ikke forhindre dem i at gå i skole eller kunne skade deres helbred, og så må de ikke udnyttes, siger Birgitte Kabel til business.dk.
Red Barnet ønsker at sætte fokus på familievenlige måder at drive produktion på i fattige lande som Bangladesh. Derfor har man i samarbejde med Dansk Textil Industri – og med støtte fra Udenrigsministeriet – udviklet en håndbog til virksomheder, der vil starte op i tekstilbranchen.