Redaktionens favorit-apps til iPhone, Android og Windows Phone
Zombies, run!
Hvad skal der til for at få dig ud at motionere? Det bliver let kedeligt bare at løbe et par gange om ugen, men denne app vil sikkert gøre løbeturene sjovere og motivere dig til at presse dig til det yderste. Her bliver du nemlig jagtet af zombier.
Når du starter appen, hører du først en historie om, hvad det er, der er sket, og får også lidt baggrund om, hvem du er, og du er Runner 5. Den, der var Runner 5 før dig, er desværre ikke mere. Grunden? Sikkert et zombieangreb.
Du får instruktioner om, hvordan terrænet ser ud i det virtuelle landskab, hvor alle zombierne holder til, og hvilke fornødenheder du skal samle op for din ledsager. Dette kommer til dig i form af lydinstruktioner og mikses sammen med den musik, du har gemt i telefonen.
Appen er delt op i en række opgaver, hvor hver opgave er 30 eller 60 minutter lang, alt efter hvad du har indstillet den til. Personligt synes jeg, at det første kvarter er lidt trægt. De kunne have komprimeret informationen og motiveret mere, hvilket gør, at de 30-minutters-ture, den er indstillet til, er passende.
Jeg vil have tempo, når jeg løber, og bliver historien for langtrukken, holder jeg op med at lytte. Jeg savner også flere valgmuligheder. Skal jeg intervaltræne, vil jeg måske ikke løbe 30 minutter, så er det måske nok med 20 minutter, når man samtidig skal sprinte et par gange fra zombierne. Som det er nu, er du meget låst til ét format.
Jeg kan dog godt lide, at ”fortællingen” er delt op i forskellige kapitler, og at skuespillerne klarer sig rigtig godt. Fortællingen indeholder både humor og spænding.
Historien og ideen er supergod. Udførelsen er egentlig også rigtig god. Men med tanke på prisen ville jeg gerne have haft flere valgmuligheder, når det kommer til indstillinger i form af sværhedsgrad, længde på træningspas og tempoet i historien. Havde det været med, havde appen fået ti point.
Pris: 55 kroner iPhone, 48 kroner Android, 53 kroner til Windows Phone
Til: iPhone, Android, Windows Phone