Redaktionens favoritter: De bedste spil til smartphones
Ghost Trick
Det er ikke alle spil, der indledes med, at hovedpersonen dør. Men sådan lyder præmissen for Ghost Trick, et finurligt eventyrspil, der laver sine egne regler.
Hovedpersonen hedder Sissel, og han bliver skudt af en gangster på en losseplads. Kort tid efter vågner han som et spøgelse, uden hverken krop eller hukommelse. Sissel opdager en kvinde, der jages af samme gangster, og bestemmer sig for at forsøge at redde hende.
Han lærer hurtigt de regler, der gælder i åndeverdenen. For det første kan Sissel ikke flyve frit omkring, men skal bevæge sig ved at ”hoppe” mellem nærliggende genstande.
Han er også begrænset til klassiske spøgelsestricks som at skubbe til ting, så de falder, eller rasle med kæder. Ved at ændre ved sine omgivelser får Sissel reaktioner, og med kædereaktioner kan han påvirke hændelsesforløbet og forhindre, at flere kommer til at dø.
Men nogle gange når han ikke frem i tide, og her kommer næste twist i spillet. Rører Sissel ved døde kroppe, kan han spole tiden tilbage til nogle minutter inden dødsøjeblikket og forsøge at redde dem med sit spøgeri. På den måde kan han manipulere med forløbet af hændelser og gøre det gjorte ugjort.
Lyder det forvirrende? Jo, bevares. Men det varer ikke længe, inden logikken falder i hak, og inden man får set sig om, synker man stadig dybere ned i en kompleks fortælling om mord, konspirationer og svigt.
Ghost Trick blev oprindeligt lavet til den betydeligt svagere spillekonsol Nintendo DS, men det ville man ikke gætte på. Brugerfladen fungerer udmærket på både iPhone og iPad, og den unikke grafik får et nyt liv på højtopløste skærme.
Den eneste kritik, jeg har over for Ghost Trick, er, at man ikke altid får så stort albuerum til at eksperimentere og tænke kreativt. Nogle gange er gåderne, man står over for, en smule styrede og ensrettede. Men lad ikke det hindre jer fra at opleve et af de mest unikke og finurlige eventyrspil, jeg længe har set.
Pris: 65 kroner iPhone
Til: iPhone