Redaktionens favoritter: De bedste spil til smartphones

Her på redaktionen er det en af vores opgaver at teste spil - ja, nogen skal jo gøre det! Her kan du læse test af række af de spil, som vi spillede mest i 2012 - og som vi også kommer til at spille i 2013.

Redaktionens favoritter: De bedste spil til smartphones

Pizzas vs Skeletons

I takt med at storbudgetspillene svulmer over af omfang og ambition, bliver de også mere og mere strømlinede og ensporede. Men i App Store er der hjerterum for såvel store som små og dermed albuerum til ukonventionelle eksperimenter. Mød Pizzas vs. Skeletons.

Dommedagen er nær. De døde rejser sig fra deres grave for at hjemsøge jorden og hævne sig på alt, der lever. Du er den sidste forsvarslinje. Du er en magisk, pissesur … kæmpepizza. Og din opgave er at rulle hen over de døde skabninger som en damptromle.

Den underjordiske hær angriber fra alle sider med alskens redskaber, og det gælder om at styre pizzaen med finesse. Det grundlæggende element består i, at du tipper din iPhone eller iPad til siderne for at få pizzaen til at rulle. Et tryk på skærmen resulterer i et hop, og endnu et straks efter får pizzaen til at banke hårdt ned i jorden.

Det er ikke nødvendigvis et kvalitetsstempel, at et spil er unikt, eller i dette tilfælde fuldkommen gakgak. Men det er svært at forsvare sig mod Pizza vs. Skeletons, når det praktisk talt overrumpler dig med påfund og tosserier. Almindelige skeletsmadrende runder suppleres hele tiden af skibakker, balancekunster, hundejagter, undervandsfester – og så videre.

Bliver man træt af at stirre på den sure pizza, kan man bruge sine opsamlede point til at købe nyt udstyr – måske er du mere til at rulle som en tennisbold med solbriller?

7

Jo, styringen er ikke altid den mest fantastiske, og nogle gange mangler den lidt præcision. Alligevel drives man hele tiden videre gennem hundredvis af baner, nysgerrig efter, hvad spillet nu finder på af galskab.

Selvom Pizza vs. Skeletons ved første øjekast kan virke som noget overfladisk pjat, opdager man hurtigt, at udviklerne hos Riverman Media har ofret blod, sved, tårer, hjerte og sjæl på deres fede kreation.

Er du træt af ensporede oplevelser og vil have noget unikt med humor og karakter? Tillykke – så er Pizza vs. Skeletons et spil for dig.

Pris: 7 kroner til iPhone, gratis/23 kroner til Android

Til: iPhone, Android

Opdateringer på sagen

Meget er sket siden vi publicerede artiklen. Redaktionen fastholdt sit fokus på emnet. 12/12/2012 gik vi videre med sagen Test: 6 smarte visitkortscannere – Artiklen kan læses her. Tjek også seneste nyt om temaet her.