Redaktionens favoritter: De bedste spil til smartphones
Infinity Blade 2
Infinity Blade tilhører ligaen af meget vigtige spil, når det kommer til udviklingen på området for mobile spil. Den del har ikke forandret sig med denne nye version.
Som det måske første rigtige storbudgetspil udviklet eksklusivt til en moderne smartphone punkterede Infinity Blade mange fordomme om det mobile gaming-marked. Det er lykkedes at blande sexet 3D-grafik, tilgængeligt gameplay og en vanedannende dybde sammen med et unikt spil, som simpelthen ikke var muligt i traditionelle spilsystemer.
Kender du ikke allerede Infinity Blade, kan det kort sagt beskrives som et sværdfægtningsspil, hvor man bruger sin finger som klinge. Helten måtte gennem et slot fyldt med fægtende dæmonriddere og monstre, blot for at møde sin død i toppen af tårnet.
Omkring 20 år senere tog hovedpersonens søn den samme tur. Historien gentager sig om og om igen, indtil man som spiller har regnet ud, hvordan man kan bryde cirklen og besejre den sande årsag til ondskaben.
Infinity Blade 2 følger en lignende struktur men med én og samme udødelige helt i stedet for en endeløs række af efterkommere. Denne gang er man på jagt efter skaberen af det legendariske sværd – Infinity Blade.
Udviklerne hos Chair har spillet deres sikre kort. Infinity Blade 2 er ikke fyldt med pludselige ændringer i alle retninger, fokus er i stedet på utallige små forbedringer. Grafikken er endnu bedre, ikke kun teknisk (især hvis man har en iPhone 4S eller iPad 2!) men også i brugen af lyse farver og arkitektoniske detaljer.
Almindelige sværd blandes med kraftfulde men klodsede økser og smidige små tvillingesværd, der tillader lange kombinationsangreb. Våbnene kan være prydet med magiske ædelsten, som gør dem mere kraftfulde. Borgen er større, med mange flere krinkelkroge og skatte at lede efter. Brugerfladen er opdelt i pædagogiske kategorier, så du ikke behøver at bladre så meget.
Og så videre. Infinity Blade 2 er fyldt med så mange små opgraderinger og justeringer, at man nemt kan glemme, at de ikke altid har været der. Jeg kan ikke lade være med at uddele den højeste bedømmelse – det er spil som Infinity Blade 2, der viser, at iPhone og iPad fortjener at blive taget alvorligt som spilmaskiner.
Pris: 19 kroner til iPhone
Til: iPhone