Reportage: Øresundsregionen – en telemetropol i forandring
Når Sony Mobile opsiger personale i Lund, bliver det altså først og fremmest dem, der har arbejdet med hardware, der må forlade selskabet.
I forbindelse med varslingen startede forhandlinger med fagforeningen. Ambitionen var at redde så mange arbejdspladser som muligt i Lund, og Sony så allerede tidligt i processen ud til at være parat til at gå væk fra den oprindelige varsling.
”Ifølge japansk forretningskultur opsiger man egentlig ikke personale, og Sony har udvist stor velvilje og forstår, at der også fremover vil være behov for denne kompetence. Ved sammen med Sony at danne et nyt konsulentfirma vil vi redde omkring 150 job,” siger Britt-Marie Hansson.
”Ved at vi danner dette konsulentfirma inden for Sony, vil mange blive sluset videre på en nænsom måde via eksterne opgaver,” forklarer Gustaf Brusewitz over telefonen fra kontoret i London. ”Der er jo mange ansatte, der har en unik spidskompetence, der også er eftertragtet uden for vores firma.”
"Ifølge japansk forretningskultur opsiger man
egentlig ikke personale, og Sony har udvist stor
velvilje og forstår, at der også fremover vil være
behov for denne kompetence"
Bag ved Sony-komplekset på Mobilvägen, på den anden side af E22, der skærer som en kniv lige gennem innovationsparken lige uden for Lunds centrum, ser man på opsigelserne ud fra et andet perspektiv.
”For at kunne vokse yderligere er det, branchen har brug for lige nu, snarere, at vi lykkes med at føre personer, der aldrig har mødt hinanden før, og som har vidt forskellige baggrunde, sammen,” begynder Rickard Mosell, direktør for teknikinkubatoren Ideon Innovation.
”De, der stopper hos Sony Mobile nu, har supervigtige erfaringer, der vil gøre meget for de nystartede virksomheder. De vil helt sikkert kunne få job, men de må måske gå 30-40 procent ned i løn – kombineret med afgangshonoraret kan de måske tilmed indtage en rolle uden løn i en af disse nye virksomheder.”
"For at kunne vokse yderligere er det, branchen
har brug for lige nu, snarere, at vi lykkes med at
føre personer, der aldrig har mødt hinanden før,
og som har vidt forskellige baggrunde, sammen”
Rickard Mosell fortæller entusiastisk om mulighederne for nystartede teknikfirmaer i regionen, mens han går gennem korridorerne mellem de små glaskontorer, hvor enmandsfirmaer netop forsøger at få deres første gennembrud. Han har sørget for at have lige så mange kvindelige som mandlige entreprenører, lige så mange unge som gamle, netop for at få den blanding af forskellige baggrunde, som han ser som så vigtig for en succesfuld virksomhed. Erik Larsson, direktør for Linc, inkubatoren i Landskrona, er på et kort besøg, da han træffer Rickard Mosell i korridoren og fortæller, at situationen er den samme i Landskrona.
”Jeg er blevet kontaktet af to personer fra Sony Mobile, der overvejer at starte deres eget efter det her. Ud af det her kaos opstår ofte meget kreative ideer, og hvis man som ansat får en god afskedsbonus, har man ofte alle muligheder for at investere sin tid i at gøre dem til virkelighed,” siger Erik Larsson.
Linus Wiebe, innovationsdirektøren på Lunds universitet, er inde på noget af det samme.
”De, der har været ansat hos Sony i nogle år, har en rigtig gode erfaringer med, hvordan selskaber i denne branche fungerer, og jeg tror, at de kan tilføre en vigtig komponent, til at de nystartede selskaber i Lund også får succes. Det er nok mest almindeligt, at man går ind med sin selskabserfaring i andre nystartede selskaber, men når man forlader Sony med et antal måneders løn, får man jo også mulighed for at prøve sit eget. På en måde har denne krise også skabt nye muligheder for nye tænkemåder. Ofte fortsætter man bare med at arbejde i samme spor, selvom den tekniske udvikling gør, at alt hele tiden forandres. Når sådan noget her sker, tvinges man til at tænke anderledes. Man funderer over, hvad der gik galt før, og får nye kreative ideer,” siger Wiebe.
"Når sådan noget her sker, tvinges man til
at tænke anderledes. Man funderer over,
hvad der gik galt før, og får nye kreative ideer"