Ring ip-samtale fra almindelige telefoner
Med den nye telefonitjeneste Jajah er ip-telefoni ikke længere begrænset til computere og telefoner med bredbåndsopkobling eller mobiltelefoner med W-lan. Samtalen, som tjenesten formidler, går via internettet, og er som sådan helt almindelig ip-telefoni, men man kan altså tale med almindelige telefoner. Det hele bygger på, at den, som vil ringe op, går ind på Jajahs website, hvor man taster sit eget nummer samt nummeret, man vil ringe til, ind. Herefter ringer JaJah begge parter op og kobler dem sammen.
Da Mobil testede tjenesten var lydkvaliteten fuldt ud godkendt. Vi bemærkede lidt forsinkelse, men den var ikke så kraftig, at det ødelagde samtalen.
Hvis du vil teste Jajah, kan du gøre det på linket forneden. Ringer du fra en fastnettelefon til en anden fastnettelefon, er de første 5 minutter gratis. Ellers er prisen 14 øre i minuttet mellem fastnettelefoner i Danmark, og f.eks. til USA koster det 30 øre i minuttet.