Ring til danske priser i hele Norden og Baltikum
Servicen kaldes Roam like home og er inkluderet i de nye abonnementer, 4EVERYTHING Light og 4EVERYTHING Premium, og fremover er det altså ret billigt at være Telia-kunde, hvis man opholder sig meget i de nordiske lande og de tre baltiske.
Ifølge administrerende direktør i Telia, Søren Abildgaard, skal den nye service gøre det af med en del af bekymringerne som mange har ved brug af mobilen i udlandet.
”Skellet mellem ind- og udland bliver i den grad udvisket med Roam like home. Man skal ikke længere bekymre sig om, hvor mange sms’er man kan tillade sig at sende, eller om det nu også er klogt at ringe hjem og fortælle om sine oplevelser fra Stockholm, Riga eller Oslo. Man kan ganske enkelt bruge sin mobil præcis, som man er vant til i Danmark uden bekymringer om tårnhøje regninger, der venter derhjemme,” siger Søren Abildgaard i en pressemeddelelse fra Telia.
De billige udenlandske takster forudsætter, at man er på de dele af mobilnettet, som drives af TeliaSonera-koncernen, som på verdensplan er det syvende største teleselskab.
”Normalt forhandler teleselskaberne roaming-priser med hinanden, og det er denne forhandling vi undgår, fordi vi har vores eget netværk i en lang række lande,” siger Søren Abildgaard.
For at få del i udlandstilbuddet skal man have Telia-abonnementerne 4EVERYTHING Light eller 4EVERYTHING Premium. De to abonnenter koster henholdsvis 349 kroner og 449 kroner om måneden og indeholder 12 og 60 timer fri tale i Danmark, samt 10 og 15 GB data.
Udover tale er det også muligt at komme til at surfe billigere i de samme lande TeliaSonera-lande. Surf Abroad hedder tilbuddet, hvor kunderne kan surfe op til 20 MB om dagen på mobilen for 30 kroner eller 50 MB om dagen fra den bærbare pc for 50 kroner. Overskrides loftet for MB, modtager man en besked og kan herefter tage stilling til, om der er behov for mere data, som kan tilkøbes.
Fakta:
Roam like home gælder udlandsopkald til Norden og Baltikum samt opkald og sms fra TeliaSoneras net i Norden og Baltikum samt indkomne opkald i TeliaSoneras net. Forbrug herudover takseres til danske takster. Gælder ikke mms og data. Med Norden forstås Danmark, Sverige, Norge og Finland. Ved Baltikum forstås Estland, Letland og Litauen.
For at sikre at man er på et af TeliaSonera-koncernens netværk, kan man tjekke på mobilens display, at der står Telia eller Sweden3G i Sverige, Netcom eller N Com i Norge, Sonera i Finland, EMT i Estland, LMT i Letland og Omnitel i Litauen.