Roskilde Festival på mobilen året rundt
Roskilde Festival og mobilvirksomheden Little Big Ideas udviklede til Roskilde Festival 2008 et system, hvor publikum på mobiltelefonen kunne se vejrudsigten, spilleplan, nyheder, spille ølspil med vennerne og sende fotos og beskeder til storskærme.
Cirka 8.000 unikke brugere tog det nye system til sig, og der var cirka 14.000 abonnenter på festivalens sms-liste.
Målet er nu at skabe aktivitet på den mobile platform hele året og en effektiv kommunikation med hovedparten af festivalens gæster, mens festivalen løber af stablen.
Som første skridt får brugerne af mobilapplikationen en lille godbid. De kan lytte til åbningsnummeret fra VETOs koncert på Arena-scenen direkte på mobilen.
Der er dog stadig enkelte problemer, forklarer Frederik Hauch Jensen fra Little Big Ideas:
-Mobile løsninger er stadig begrænsede af, at telefoner bruger forskellige teknologier, og der findes endnu ikke klare standarder. Han peger på Flash Lite som et godt bud på fremtidens standard.
Roskilde Festival, Concept Concerts, Little Big Ideas og Sony BMG har indgået en aftale om 3 års samarbejde.
Du kan tjekke mere på roskilde-festival.dk/mobil.
Foto: Thomas Kjær /Roskilde Festival