Rumopkald er billigere end sms-beskeder
En forsker fra University of Leicester har regnet sig frem til, at det er meget dyrere at sende tekstbeskeder med mobiltelefonen end at overføre data fra rumteleskopet Hubble til Jorden. Det usædvanlige regnestykke skal skabe opmærksomhed omkring de høje takster for at sende sms-beskeder.
Dr. Nigel Bannister fra University of Leicester har undersøgt, hvad det koster at sende en megabyte data fra Hubble, og han sammenligner det med prisen for at sende en sms-besked.
– Bundlinien er, at det er mindst fire gange dyrere at sende sms-beskeder end at overføre data fra Hubble, og sandsynligvis er forskellen meget større, siger Dr. Nigel Bannister.
Det er forholdsvis nemt at udregne transmissions-omkostningerne for Hubble. Ifølge NASA koster det omkring 80 kr. at overføre en megabyte data fra Hubble. Dertil skal lægges omkostningerne til modtagerstationerne på Jorden og det personale, som bemander stationerne, og den reelle pris kan derfor være op til ti gange højere – altså 800 kr. pr. MB.
En sms-besked på 160 tegn fylder maksimalt 140 byte (fordi der er 7 bit per tegn), og det betyder så, at 7.490 sms-beskeder svarer til en MB. Med en pris på 50 øre per sms-besked, ligger MB-prisen på mere end 3.500 kr. Det er så mellem fire og 40 gange mere end prisen for at sende data fra Hubble.
– Hubble er på ingen måde en billig mission – men prisen for mobiltelefon-beskeder er astronomisk! konstaterer Dr. Bannister.
Til teleselskabernes forsvar er det nok værd at tilføje, at prisen for dataoverførsel fra mobiltelefonen er væsentlig lavere end de 3.500 kr. pr. MB, som den britiske forsker har regnet sig frem. Så regnestykket viser også, at mobilbrugere stadig betaler en kraftig overpris for sms-beskeder i forhold til almindelig mobil datatrafik.