Rygte: Flere billeder af Galaxy S3
Godt to uger inden lanceringen af den kommende Galaxy S3, er der nu dukket flere billeder op på nettet, der angiveligt viser modellen fra både forsiden og bagsiden. Billederne minder utrolig meget om de billeder, der tidligere er blevet lækket.
Billederne stammer fra siden Gizmodo Brazil, der også nævner enkelte af modellens specifikationer. Den skulle bl.a. have et 12-megapixel kamera. Desuden har deres kilde nævnt, at telefonen har høj hastighed og en god skærm.
LÆS OGSÅ: Her er alt om Galaxy S3
Telefonen forventes at blive lanceret d. 3. maj, og vi er naturligvis på pletten i London, hvor Samsung løfter sløret. Det endelige navn forventes at blive Galaxy S3, og et bevis på dette er, at Samsung allerede har opsat sin hjemmeside til at håndtere dette navn. Hvis man går ind på www.samsung.com/GalaxySIII, vil man kunne se at hjemmesiden viderefører til www.samsung.com/us/galaxy-s-iii. Hvis man går ind på en anden tilfældig underside, bliver man blot videreført til en fejlside.