Rygte: HTC Edge er først med Tegra 3
Tegra-platformen er bedst kendt fra tablets, men man kan altså også godt bruge den til mobiltelefoner, og det er netop hvad HTC menes at have gjort i deres kommende HTC Edge – endda i seneste version, nemlig Tegra 3.
Edge lader til at blive HTC’s næste flagskibsmodel, og et kig på specifikationslisten minder mest om et kig ind fremtiden – der er altså rigtig mange avancerede funktioner med i telefonen.
Tegra 3 er en quadcore-processor på 1,5 GHz per kerne, der til sammen kan levere masser af hestekræfter. Til mindre opgaver har Tegra 3 faktisk en femte processorkerne, der bruger markant mindre strøm end de andre. Der er også 1 GB arbejdshukommelse tilgængelig.
Skærmen kommer angiveligt til at blive et 4,7-tommers monster med en opløsning på 1280 x 720 pixels.
Imponerende kamera
Edge har et 8-megapixel baggrundsbelyst kamera med en vidvinkelsoptik og en blænde på f/2.2. Det lyder med andre ord som rent guf for kameraentusiaster, og vi glæder os til at se hvordan det fungerer i praksis. Der er 32 GB indbygget hukommelse at gemme sine skud på.
Telefonens andre funktioner inkluderer lyd fra Beats Audio, Bluetooth 4.0 og lynhurtige HSPA+ forbindelser med op til 21 Mbit/s.
Styresystemet bliver naturligvis Android 4.0, og det er angiveligt lykkes HTC at få Sense med over i Ice Cream Sandwich.
Vi kender ikke til præcise lanceringsdatoer eller lignende, men det forventes at ske i løbet af næste års første eller andet kvartal. Prisen bliver formentlig ret høj.
Kilde: PocketNow