Rygte: HTC får ikke lov til at lave Windows-tablets
Rygter vil vide, at Microsoft har fravalgt HTC som producent af næste generations Windows-tablets, fordi den koreanske producent ikke lever op til Microsofts krav. Det skriver Bloomberg.
Årsagen skulle være at HTC ikke er lykkedes med salget af sine egne Android-tablets, og at man heller ikke har tilstrækkelig erfaring med at producere tablets. At HTC vil kunne udforme deres egen startskærm i lighed med Sense-brugerfladen i sine Android-produkter, har også haft betydning i Microsofts beslutning.
Officielt vil Microsoft dog ikke indrømme, at HTC ikke skulle leve op til kravene:
– "HTC er en stærk partner nu og i fremtiden," lyder det i en skriftlig udtalelse til Bloomberg.
Rygterne om Microsofts fravalg af HTC kommer samtidig med dårlige salgsresultater fra HTC. Selskabet forventer nemlig lavere salgstal end man tidligere havde regnet med. I prognosen for årets andet kvartal har man derfor sænket forventningerne til en indtægt på 91 milliarder taiwanesiske dollar fra 105 milliarder. Det svarer til omkring 18 milliarder kroner.