Rygte: iOS 6 kommer med flotte 3D-kort og uden Google Maps
Kort-programmet i både iPhone og iPad er i øjeblikket baseret på Google Maps, og selvom Apple har en aftale med Google omkring brug af korttjenesten, kan man hurtigt finde mange forskelle, hvis man sammenligner med Android-versionen. Sidstnævnte har markant flere funktioner, herunder gratis navigation samt offline-brug, og er generelt hurtigere om at indlæse kort, fordi den henter kortdata som rådata i stedet for billeder og dermed sparer på dataoverførslerne.
Tusindvis af brugere har undret sig over hvorfor iOS-udgaven af programmet er efterladt i støvet sammenlignet med Android-versionen, og det siger sig selv at Apple ikke er tilfredse med at deres største konkurrent tilbyder mere funktionalitet, herunder gratis navigation. Det er derfor heller ikke overraskende, at Apple nu rygtes at være på vej med en ny korttjeneste, der erstatter Google Maps i det kommende iOS 6.
Den nye korttjeneste er baseret på teknologier fra nogle af Apples seneste opkøb, herunder C3 Technologies, Placebase og Poly9. Selskaberne giver Apple mulighed for at lave deres egen korttjeneste med særlige funktioner.
Selskabet C3 Technologies er bl.a. kendt for en "street view"-lignende funktion med flotte 3D-effekter. Du kan se et eksempel på 3D-teknologien i videoen herunder:
Vi forventer at iOS 6 bliver præsenteret til Apples World Wide Developers Conference (WWDC) i midten af juni.
Kilde: 9to5mac