Rygte: Næste Nexus-mobil skal laves af HTC
Tilbage i maj kunne Wall Street Journal fortælle, at Google samarbejder med en række producenter om at kunne komme med fem Nexus-enheder senere på året. I takt med at vi nærmer os årets slutning, kommer der flere detaljer omkring de spændende Nexus-enheder, og nu forlyder det, at HTC bliver en af de udvalgte producenter.
Den Nexus-mobil, der skal produceres af HTC, skal angiveligt baseres på mobilen DROID Incredible X. Det er mildest sagt en supermobil, og det betyder at Nexus-mobilen kan komme til at få rigtige fede specifikationer.
I øjeblikket går rygterne på at modellen får en 5-tommer stor skærm med 1080p opløsning (1920 x 1080 pixels) samt en quad-core Snapdragon S4 Pro. Der skal også være et 12-megapixel kamera og et 2-megapixel frontkamera til videosamtaler. Batteriet skal være på hele 2.500 mAh og der kan være op til 64 GB intern hukommelse.
Styresystemet skal angiveligt være Android 4.1.2, hvilket siges at være en mindre opdatering til det nuværende system.
Det oprindelige Nexus-rygte gik som sagt på at Google ville være klar med fem Nexus-enheder, og hvis man ser bort fra HTC, kender vi allerede til Nexus-rygter fra LG, Samsung og Sony. Et forsigtigt gæt kunne være, at Asus måske er den femte.
Hvad synes du om idéen om at Google kan komme med fem forskellige Nexus-enheder på én gang? Del gerne dine tanker i kommentarfeltet.