Rygte: Ny iPhone klar 5. september
Det er langt fra første gang, at vi bringer en af disse rygtehistorier om den kommende iPhone 5. Og det er langt fra første gang, at der bliver sat en måned på, hvornår vi kan forvente at få lov at købe den efterhånden sagnomspundne sag fra Apple. Men jo tættere vi kommer på efteråret, hvor Apple vil sende deres iOS 5-styresystem på markedet, jo mere sandsynligt er det, at der er hold i rygterne om telefonen, og derfor viderebringer vi også dette rygte, som stammer fra den italienske side iPhoneItalia, og som for første gang indeholder en egentlig lanceringsdato.
De har fra, hvad de kalder en pålidelig kilde, der er ledende medarbejder i det schweiziske teleselskab Swisscom, fået at vide, at Apple planlægger at release iPhone 5 i USA den 5. September. Præcis en måned senere vil telefonen få premiere i Schweiz og i resten af verden.
Om det bliver en iPhone 5 eller om vi stadig ”kun” skal regne med en 4S, der fra start kommer med iOS 5, det melder historien ingenting om, men jo tættere vi kommer på lanceringsdatoen jo mere stiger forventningerne. Hvad tror du, at vi får at se i dette efterår? Bliver det en iPhone 4S eller kan vi godt sætte næsen op efter et helt nyt produkt?
Kilde: Redmondpie.com