Rygte: Samsung Galaxy Note 3 får 6,3 tommer skærm
Bedst som vi i sidste uge troede, at telefoner ikke kunne blive større, da Huawei officielt bekræftede rygter om en 6,1 tommer stor telefon, kommer kongen af kæmpe-smartphones nu og slår igen.
Samsung, som startede dillen med store smartphones, med deres 5,3 tommer store Galaxy Note, som blev forøget yderligere med Galaxy Note 2 på 5,5 tommer, rygtes nu til at nå endnu større skærmstørrelser.
En artikel i Korean Times fortæller om, hvordan Samsung er ved at bevæge sig væk fra at producere LCD-skærme og i stedet lave OLED-skærme. Henkastet i slutningen af artiklen står der, at firmaet netop nu skulle arbejde på en 6,3 tommer stor skærm til deres Galaxy Note 3.
Det er altså intet mindre end en hel tomme større end den originale Note, og kun 0,7 tommer mindre end for eksempel Nexus 7-tabletten.
Telefonen er selvfølgelig endnu ikke bekræftet af Samsung, men størrelsen sætter endnu engang tingene i perspektiv. Hvornår er der egentlig tale om en stor telefon, og hvornår er det en lille tablet med opkaldsfunktionalitet?
Jeg har selv en Galaxy Note på 5,3 tommer, og den kan stadig føles stor at tale i, så 6,3 tommer virker fuldstændig vildt – men hvem ved, måske kan det lykkedes Samsung at finde endnu et uudnyttet marked.
Kilde: Neowin