Rygte: Samsung måske på vej med Android-kamera
I sidste uge kunne Nikon præsentere et nyt kompaktkamera, der benytter Android som styresystem, og nu lader det til at japanske Nikon får konkurrence på området. Meget tyder nemlig på at Samsung er på vej med et lignende kamera, der på nogle områder skal være baseret på Galaxy S3.
Rygtet stammer fra siden GSMArena, der har modtaget et tip omkring det. Deres kilde skulle angiveligt have set kameraet i funktion for blot to uger siden, og ifølge kilden skal kameraet hedde Galaxy S Camera.
Kameraet får en opløsning på 16,2 megapixels og kameraet er angiveligt 1,5-2 gange tykkelsen af Galaxy S3. Der skulle også være 10x optisk zoom og en rigtig xenon-blitz. Billederne skal kunne fremvises på en 4,8-tommer Super AMOLED skærm.
Kilden oplyser at Samsung formentlig vil præsentere kameraet til IFA-messen senere på ugen, hvor det vil blive præsenteret i både en WiFi-udgave og en 3G/WiFi-udgave. Vi forventer desuden at Galaxy Note 2 bliver præsenteret på messen.