Rygte: Windows Phones alternative redning i gang med at blive testet

Nye rygter siger, at folk er i gang med at teste Microsoft egen smartphone.

Rygte: Windows Phones alternative redning i gang med at blive testet

Det er kun en uge siden, at Microsoft i et storstilet projekt lancerede Windows 8 og deres nye Surface tablet, og i mandags fulgte de så trop med Windows Phone 8.

Netop Microsofts Surface tablet har været meget omtalt og også kritiseret for at være i direkte konkurrence med andre hardwareproducenter, men trods dette er Surface blevet forsvaret som en indikation af hvad der er muligt for andre producenter.

Netop det samme gør Google også med deres Nexus-serie af telefoner, og det vækker selvfølgelig liv i rygter om, at Microsoft ville gøre det samme.

Det er ikke første gang, vi hører disse rygter, og nu er der nye fra Wall Street Journal, der har snakket med flere anonyme kilder fra asiatiske hardwarefabrikker.

Disse kilder påstår, at de for tiden er ved at teste Microsoft-hardware. Microsoft skulle eftersigende presse på for at få testene gennemført hurtigt, men kilderne er stadig usikre på, om der er tale om en enhed, der vil gå i masseproduktion.

Der er ikke meget brugbart information fra de anonyme kilder, og det eneste konkrete omkring telefonen er, at den har en skærm, der er mellem 4 og 5 tommer stor.

At Microsoft skulle arbejde på egen telefon er selvfølgelig sandsynligt, men det kan også tænkes, at den kun køres i stilling som en redning, skulle salget af 8X, Lumia 920 og Ativ S fejle.

I en sådan situation ville en Microsoft telefon være med til at fremskynde WP8’s udbredelse, på niveau med hvad Surface har gjort, og gør, for Windows 8.

Kilde: Neowin