Rygter om ny Nokia 3G-mobil – måske uden videotelefoni
Det er websitet Mobile Review der bringer de nye rygter om en kommende 3G-mobil på banen.
Efter hvad billederne viser, er det en telefon, der minder meget om Nokia 6600. I følge Mobile Review kommer den kommende model til at understøtte 256 MB hukommelseskort og kameraet har en opløsning på 1,3 millioner pixels – en kraftig forbedring i forhold til andre modeller.
Men det er svært at finde et videokamera til at tage billeder med, når man ringer – så spørgsmålet er, om modellen understøtter videotelefoni.
I følge Mobile Review går modellen under betegnelsen Charlie NPI5.
Nokia vil hverken be- eller afkræfte rygterne om den nye model – men sikkert er det, at Nokia holder sit årlige Connection-møde i Finland midt i juni – og derefter ved vi uden tvivl mere.