Rygter om nye smartphones med alt undtagen 3G
Både 6700-modeller og de nye 6900’ere bygger på HP Ipaq 6515/6510, der var HPs første smartphones med tastatur. De kom på det danske marked i efteråret, men 6715/6710 dukkede op på HPs website i august-måned, men nu virker det som om de bliver erstattet af 6900-modellerne allerede inden 6715/6710 kommer ud. Der findes to varianter af samme model, fordi det er med og uden kamera. Dem der ender på 15 har kamera, og dem med 10 har ikke.
Ifølge det franske website Mobinaute er det 6915/6910 som bliver HP’s næste smartphones. HP Ipaqs 6500-modeller understøttede ikke trådløst netværk, men det skulle de nye modeller gøre. De skulle følge hastigheden 802.11b, hvilket indebærer en maksimal hastighed på 11 Mbit/s.
De nye modeller skulle desuden have Windows Mobile 5, den nyeste version af Microsofts styresystem til smartphones og lommecomputere. En af fordelene er at hvis batteriet går ud, gemmer den stadig informationerne. Der skulle ligeledes være soft keys, der er placeret nederst på skærmen. Det er genvejstaster, der kan stilles til forskellige funktioner. Tastaturet skulle være en smule større med fladere knapper end på 6500-serien.
Foruden at bruge det indbyggede W-lan til at koble på, kan man ligeledes bruge GPRS eller Edge. Præcis som forgængeren skulle 6915/6910 have indbygget GPS og have plads til et enkelt SD-kort. Visse brugere opfattede 6515/6510 som langsom, men de nye modeller skulle have en kraftfuld processor med clockfrekvens på 417 MHz i stedet for 300 MHz. Størrelsen og vægten skulle blive den samme som på forgængeren. Altså mål på 115 x 71 x 16 mm. og en vægt på 165 gram.