Rystende god Samsung E760
Umiddelbart er Samsung E760 faktisk hidtil den flotteste mobiltelefon fra Samsung. Den har et meget eksklusivt look med flotte designdetaljer. F.eks. forsiden der eftersigende skulle været inspireret af et bilrat. Metallet er omkranset af blødt gummi-materiale, der gør den helt perfekt at holde om.
Når E760 klappes op kan man tydeligt se Samsungs evige design. Der er ikke mange nye facetter i det udseende. Men det er heller ikke der E760 gør forskel. Mobilen er derimod den første på markedet med bevægelsessensorer. Det er en skæg ting. Afhængig af hvordan du fægter rundt med den i luften, kan den åbne forskellige funktioner som kalender, e-mail, SMS osv. Bevægelsessensorerne går også igen i mobilens spil. Der kan spilles terninger, hvor mobilen rystes for at slå med terningerne. En sjov men lidt ubrugelig idé. Derimod er der mere i fremtidens bevægelsesspil. Undertegnede prøvede på Innovation Labs messe i november at spille bordtennis, hvor battet blev styret af mobilen.
Skærmen er, som altid med Samsung, en virkelig yndling. Du bliver tilbudt flotte og skarpe farver, og selvfølgelig tager du da gerne imod med kyshånd. Prisen på Samsung E760 ligger på 3500 kr uden abonnement, der er rimelig gennemsnitlig i mobilernes high-end. Men læs i Mobil nr. 11 der udkommer på torsdag vores endelig dom over Samsung E760. Indtil da synes jeg det kunne være et kig værd.