S302 er Sony Ericssons lille ny kameramobil

S302 lanceres på tirsdag som Sony Ericssons bud på en lille og billig kameramobil, der byder på de mest almindelige funktioner og et spændende design.

S302 er Sony Ericssons lille ny kameramobil

Det fulde navn lyder S302 Snapshot, og netop snapshot indikerer hvilken type telefon, der er tale om. Sony Ericssons kommende Snapshot-serie af billige modeller skal udelukkende bestå af mobiler, der er lette at bruge og har et kamera, der egner sig fint til de hurtige billeder – deraf snapshot.

Af den grund er det ikke usædvanligt, at vi finder et 2-megapixel kamera uden auto fokus på bagsiden af S302. Kameraet kan foruden stillbilleder også klare videooptagelser.

Mængden af billeder er en kende begrænset i og med telefonen kun byder på 20 megabyte intern hukommelse, om end man kan udvide med et eksternt hukommelseskort af typen Memory Stick Micro.

S302 er en quad-band GSM-telefon med EDGE-understøttelse. Foruden dette understøttes også Bluetooth og USB-forbindelser til hurtig overførelse af filer.

Modellen forventes at være på markedet i starten af fjerde kvartal. Prisen er endnu ukendt, men den bliver forholdsvist lav.