S60 med fokus på brugerfladen
Den nye trykfølsomme S60 brugerflade vil ifølge Nokia åbne op for en ny verden af mobile muligheder. Brugerfladen kommer til, at understøtte såvel det traditionelle fysiske tastatur, men også trykfølsomme tastaturer, som virker direkte på skærmen. Noget nyt er dog, at man efter sigende skulle kunne mærke, når man har trykket på en af skærmens knapper.
Fremtidens Nokia-mobiler vil også indeholde en række sensorer – bl.a. et accelerometer, der kan videregive information om telefonens orientering, således at brugerfladen kan tilpasses alt efter hvordan telefonen holdes. Det er noget, man også ser i iPhone og telefoner som K850 og W910 fra Sony Ericsson.
Nokia forsikrer, at S60 vil være den første mobile platform, der fuldt ud kan håndtere Flash videoer på hjemmesider, således at man f.eks. kan afspille videoer fra YouTube. Det er dog allerede muligt på Windows Mobile-modeller med Opera browseren og ligeledes muligt på Nokias egen N800.
Foruden dette vil der i fremtiden kommer mere fokus på internetbaserede tjenester – de såkaldte Mobile Web 2.0, som du kan læse mere om i næste nummer af Mobil.
Nokia regner med, at have den nye brugerflade klar i 2008, hvor også de første mobiler udstyret med denne, vil udkomme.