Så billig er ny NFC-mobil
Den kinesiske teleproducent lancerer nu en NFC-mobil til blot 150 euro. Det er blot 1.120 kroner.
Vi har ellers været vant til at se, at det primært var dyre flagskibsmobiler, der blev solgt med NFC-funktioner bygget ind i mobilen, men den nye Android-smartphone, "Huawei Sonic", vil de fleste have råd til. Også selv om den danske moms skulle gøre prisen lidt større.
Samtidig har de danske teleselskaber netop lanceret et stort samarbejde, hvor de sammen skaber en digital mobilpung, lagret på simkortet, der kan indeholde betalingskort, medlemskort, rabatkort, og hvad vi ellers har af plastikkort i dag i tegnedrengen.
Selv om kilder hos TDC og Finansrådet vurderer, at NFC først er bredt brugt blandt danskerne i 2013 eller 2014, så er det altså tegn på, at vi måske kan tillade os en anelse mere optimisme.
Den mest kendte mobil med NFC er Googles Nexus S, som Google selv har promoveret ved at lancere deres digitale tegnedreng, kaldet Wallet. Den kan dog kun benyttes med et amerikanske Citibank Mastercard, der er stadig relativt få betalingsterminaler i butikkerne.
Men andre mobiler har faktisk også allerede i dag NFC indbygget. Flere Nokia-mobiler, deriblandt C7, som i dag kan fås til 1.800 kroner, har angiveligt allerede NFC indbygget. Det kræver blot en softwareopdatering at aktivere teknologien.
Huawei Sonic kører med Android 2.3 Gingerbread. Dets brugerflade er blevet ændret en smule, hvor hjemmeskærmene får en 3Dish rulleeffekt. Skærmen er på 3,5 tommer med VGA-opløsning. Den har 256MB ram og 512MB rom bygget ind. Hukommelsen kan udvides med et microSD-kort. Den har et 3,2 megapixelkamera på bagsiden uden blitz. Den vejer 120 gram. Alt i alt er det altså en skrabet smartphone.
Huawei Sonic vil ifølge GSMarena.com ramme det tyrkiske marked som model Sonic T20 via operatøren. Det er uvist, hvornår man kan få den billige NFC-mobil i Danmark.
Huawei er mest kendt for at producere udstyr til netværk, eksempelvis basestationer og routere, men er også begyndt at sælge mobiler. I dag er der blot få, men billige Huawei-modeller på markedet i Danmark.