Så blev Treo 650 lanceret
Flere af de forbedringer, som havde svirret i rygteform, har vist sig at holde stik. Treo 650 har bl.a. en skærm med hele 320×320 pixels i opløsning. Det er en kraftig forbedring i forhold til Treo 600, der havde 160×160 pixels opløsning. Derudover så er skærmen en TFT-skærm med 65.000 farver.
Bluetooth er også kommet i modellen – det var netop en af de ting, vi savnede på Treo 600, da vi for flere måneder siden testede Treo 600. Det indbyggede kamera kan optage såvel still- som videoklip, og der er indbygget selvudløser i kamerafunktionen.
Batteriet i Treo 650 er blevet udtageligt – hvis man gerne vil have flere batterier at skifte i mellem. En rigtig smart ting er at det er lykkes at lave hukommelsen således at tingene ikke forsvinder, selv om maskinen skulle miste al strømmen – det er en funktion, der flere gange har været efterspurgt i de Microsoft-baserede lommecomputere.
I øvrigt er der 28 MB fri hukommelse i Treo 650.
Udseendemæssig minder Treo 650 meget om forgængeren. En enkelt nyhed er, at der er to hurtig taster under skærmen – en for at starte programmerne og en til at starte menuerne i programmappen.
Treo 650 måler 113x35x92 mm og vægten opgives til 178 gram – det er 10 gram lettere end forgængeren.
I følge Mobils oplysninger, lanceres Treo 650 kun på det amerikanske marked i år – Europa og dermed Danmark må vente til 2005.
Nu krydser vi så bare fingre for, at det ikke varer lige så længe som med Treo 600…..