Så dyr bliver den danske iPhone 4
Apple har offentliggjort danske priser på iPhone 4, som sættes til salg herhjemme og i 17 andre lande på fredag.
Mest overraskende ved de danske priser er fraværet af tvungne abonnements-bindinger. Man vil selvfølgelig kunne købe en iPhone 4 med et mobilabonnement hos teleselskaber – i første omgang Telia, Telenor og 3. Men hos alle Apple-forhandlere, det vil sige stort set alle elektronik-butikker som i Fona, og naturligvis Apple-butikkerne Humac og Eplehuset, kan man erhverve det seneste vidunder fra Steve Jobs & Co i ulåst, ubundet og u-subsidieret tilstand. 16 GB-modellen får en vejledende pris på 4699 kroner, skriver Apple i en pressemeddelelse, mens 32 GB-modellen skal koste 5499 kroner.
Teleselskabernes subsidierede pris er endnu ikke blevet offentligjort. Hos Telenor lyder meldingen, at man stadig venter på at få priserne godkendt hos Apple. Samme situation gælder hos Telia, men her har man trodset Apples strenge kontrol og tyvstartet med en annonce i et trykt dagblad, der fortæller om en samlet pris på 7200 kroner for telefon og abonnement. Telia vil i øvrigt omgå de danske regler om, at man maksimalt kan binde kunderne i seks måneder. Selskabets snedige markedsføringsfolk har fundet på, at sælge telefonen på afbetaling over 24 måneder, mens selve abonnementet løber for de seks måneder, som loven giver lov til (annoncen er gengivet her).
Hvor vidt teleselskaberne vil sælge iPhone 4 uden binding vides i skrivende stund ikke.
Inklusiv smart krave
De tre teleselskaber, der markedsfører iPhone, har tidligere meldt ud, at de ikke forventer, at iPhone 4 udviser problemer med antennen i Danmark hvor netværksdækningen generelt er høj.
Plastikdimsen, kaldet en kofanger, var i første omgang prissat til 29 dollars (cirka 150 kroner), men efter at iPhone 4-antenneproblemerne efterhånden udviklede sig til en pinlig sag for Apple, besluttede selskabet at give samtlige brugere en gratis ”bumper” som løsning. Nærmere betegnet vil Apple forære kofangeren til alle, der har købt en iPhone 4 før den 30. september i år. Man skal dog rekvirere den selv. Hvad der sker efter skæringsdatoen, vides ikke, men måske regner Apple med at have fundet på et mere fiks løsning på antenneproblemerne til den tid.
Leveringsproblemer
Der har været tvivl om, hvorvidt tilbuddet kun gælder for amerikanske kunder, men nu er der rapporter om at de første britiske kunder har fået kofangerne tilsendt. Samme rapporter melder dog om store leveringsproblemer: Apple vil ifølge forlydender først kunne komme i gang med de egentlige leverancer af den lovede bumper i begyndelsen af august.
I mellemtiden kan ejere af den eksisterende iPhone 3/3GS så overveje, om det er tid at opgradere.
Mange har tilsyneladende allerede taget en beslutning: I hvert fald kan Børsen i dag berette om kraftigt stigende omsætning af brugte iPhones på Den Blå Avis.
Og iPhone-ejere får faktisk en hæderlig pris for deres aflagte tele-apparat: I gennemsnit blev brugte iPhones solgt for 3050 kroner i årets løb, mens en HTC telefon i gennemsnit indbragte ejeren 1550 kroner.
Apple vil fortsat markedsføre den gamle iPhone 3GS i en begrænset 8GB-model. Den får ifølge Apple en dansk pris på 3799 kroner uden abonnement.
Temaets videre forløb
Ties kan hvad ties kan, men ikke i denne sag. Steen Jørgensen fulgte op på sagen. 1/6/2021 fik historien nyt liv med en artikel omkring emnet Telias netværk i problemer: Kunderne kan ikke bruge mobildata (problem løst) – Klik her og læs artiklen.. Meget er sket siden. Du kan klikke her for sidste nyt i sagen..