Så er det muligt at aflytte sin mobilsvar via Nettet

[OPDATERET] Telmore har netop lanceret Websvar, der gør det muligt at aflytte sin mobilsvar via Internettet.

Så er det muligt at aflytte sin mobilsvar via Nettet

En gammel bekendt fortalte mig for nylig, at han havde prøvet at slå sin mobilsvar fra i seks måneder. Han havde oplevet at mobilregningen var faldet med over 30 fordi han ikke hele tiden skulle ringe op til mobilsvareren for at høre, hvad der var indtalt til ham.

Med Websvar hos Telmore, der er en add-on tjeneste, er det nu blevet muligt at aflytte sin mobilsvar via Internettet. Dermed slipper man for at skulle betale 1,20 krone i minuttet plus opkaldsafgift, når man skal aflytte telefonsvareren.

Tjenesten, der koster 15 kroner om måneden i den lille udgave tilbyder foruden aflytningsmuligheden også muligheden for at lægge forskellige beskeder til særlige numre. Websvar 1, der koster 15 kroner om måneden giver mulighed for 5 numre, mens Websvar 2 giver mulighed for 20 numre. Websvar 2 koster 25 kroner om måneden.

Så hvis ellers man tror på min gamle bekendt, kan de 15 eller 25 kroner hurtigt tjene sig hjem.