Så er det officielt: Motorola tilbage i Danmark
Amerikanske Motorola trak sig i slutningen af 2008 ud af Danmark og lukkede deres 265 mand store mobiludviklingsafdeling i Aalborg og trak samtidig alle mobiltelefonaktiviteter ud af Danmark. Har man siden haft lyst til at købe en Motorola-mobil, skulle man vende blikket mod udlandet, men så var styresystemet på engelsk.
Allerede tilbage i januar i år kunne Mobil.nu afsløre, at Motorola var på vej tilbage til Danmark. I hvert fald med mobiltelefoner med danske menuer. Nu har Motorola så endelig selv meldt det ud officielt i en skrivelse.
Skrivelsen handler kun om, at det sker med den hårdføre Android-mobil Motorola DEFY. Den kan du læse test af her.
Motorola DEFY er tilgængelig i Danmark fra maj hos Dansk Supermarked, Elgiganten, Telia, TDC, Call Me og DLG.
Kilde hos Motorola, som Mobil.nu har talt med, fortæller også, at Motorolas tablet Xoom snart kommer ud på de danske hylder.