Så er musiktjenesten WiMP endelig klar til Nokia
Symbian-versionen af WiMP er baseret på Qt og indeholder hele WiMPs musikbibliotek med over ti millioner sange og hele det redaktionelle indhold med playlister, albumlister og søgning.
Til at begynde med fungerer applikationen til nyere Nokia-modeller med styresystemet Symbian^3 såsom N8, C7, E7 og E6 og den fungerer også med Symbian Anna.
”WiMP skal være tilgængelig for kunden hvor som helst og når som helst, og derfor er det naturligt, at vi hele tiden udvider til nye platforme. Nokia er verdens største mobilproducent, og det er helt logisk for os at nå ud til Nokia-brugere", siger WiMP-chef Per Einar Dybvik.
Udviklingen af den nye Nokia-applikationen har stået på siden starten af året, lyder det fra WiMP.
WiMP har i dag over 300.000 betalende brugere i fire lande, hvilket er en stigning på 200.000 fra årskiftet. Lige nu er 700.000 norske Canal Digital-kunder i færd med at få adgang til WiMP, efter musiktjenesten er blevet inkluderet i deres tv-abonnement.