Sådan bliver Motorolas ICS-opgradering
I forbindelse med den kommende opdatering til Android 4.0, har Motorolas japanske afdeling lagt en række videoer op på YouTube, der fortæller om nogle af de ændringer, det vil medbringe for kunderne.
Mens de fleste Android-producenter laver egne tilpassede udgaver af Android, lader det til at Motorola har gjort meget lidt for at ændre på det originale Android-tema – og det skal de have ros for. De har lavet nogle minimale ændringer, f.eks. på låseskærmen, der nu har fået flere valgmuligheder, men overordnet set minder systemet rigtig meget om "vanilla"-udgaven.
Motorola har desuden inkluderet en såkaldt Webtop-funktion, som vil blive tilgængelig på udvalgte telefoner. Når man har tilsluttet en telefon til en ekstern skærm i Webtop-tilstand, vil brugergrænsefladen ændres, så den i stedet minder om brugerfladen fra Android-tablets, der er bedre optimeret til den større skærmoverflade.
Du kan se en af videoerne herunder. Hvis du vil se alle 15 videoer, kan du finde en oversigt på dette link.