Sådan bliver Samsung Galaxy S 2
Den nye Galaxy S 2 får dualcore processor på 1,2 Ghz. Det bliver spændende at se, om den hurtigt kommer ud på markedet eller om LG får lov at køre dualcore-solo i lang tid endnu med deres Optimus 2X.
Skærmen er af typen Super AMOLED Plus på 4,27 tommer og 800 x 480 pixel. Super AMOLED Plus er Samsungs bud på en skærm med ekstra skarpe detaljer og fine farver. Så må vi se, om de også løber tør for denne skærm, som det er tilfældet med Nexus S. Den kommer med Super AMOLED-skærm på nogle markeder, men ikke i Danmark, hvor den kun får Super LCD.
Der skulle ellers være 16 GB hukommelse samt plads til hukommelseskort af typen microSD.
Der sidder to kameraer på Galaxy S 2, et med 8 megapixel, autofokus og blitz, samt et foran på 2 megapixel. Til video kan man optage i fuld HD-kvalitet med 1080p. Præcis som det er tilfældet med LG Optimus 2X.
Af opkoblingsmuligheder findes naturligvis Wi-Fi og Bluetooth, men den understøtter også DLNA og HDMI.