Sådan er HTC Wildfire S
105 gram – det er kampvægten for den nye HTC Wildfire S, og det er da også på alle måder en letvægter af en smartphone, som man står med i hånden, når man har pakket den ud af indpakningen.
Skærmen er som på forgængeren stadig 3,2 tommer, men når først man får tændt op under den lille fætter bliver det tydeligt, at der er kommet flere pixels bag den berøringsfølsomme skærm. Mens Wildfire præsterede 240 x 320 pixel, så blærer Wildfire S sig med 320 x 480 pixel. Det ser på alle måder rigtig fornuftigt ud på den klejne skærm.
Chassiset og den knappeløse front får os til at tænke på Sony Ericssons X10 Mini, omend formerne er lidt mere afrundede og det hvide bagcover i den grad giver telefonen et feminint look. På indholdssiden er der dog langt mellem de to konkurrenter, der på hver deres måde griber Android an med henholdsvis Sony Ericssons UXP og HTC Sense. Ikonerne på den lille skærm må næsten ikke være mindre til mine fedtede store fingre, men det problem er der vel omkring 50 procent af befolkningen, som ikke behøver tænke ret meget over. (Se selv forskellen på Wildfire S og Incredible S sidst i galleriet øverst i artiklen)
For det feminine look skal man slet ikke tage fejl af. Jeg tror, ligesom ved forgængeren, at den denne lille hvide sag vil blive populær blandt nye smartphone-ejere, og jeg tror især størrelsen og det enkle look ville være populært blandt kvindelige købere. Den kan uden større gene være i selv de mindste lommer, uden at det går ret meget ud over Android-oplevelsen.
Processor og hukommelse har fået tiltrængt løft, men da jeg første gang tænder for videokameraet crasher det efter 20 sekunders optagelse. 384 MB RAM er blevet til 512 MB RAM og den 528 MHz store ARM 11 processor er blevet afløst af en 600 MHz ditto, men i første hug, er det altså ikke noget, som jeg mærker.
Senere i dag kigger jeg lidt nærmere på kameraet og jeg skyder et par billeder, som kan give et indtryk af denne prisbevidste unge teenager af en mobiltelefon.
Indtil da, kan du i galleriet over artiklen se billeder af Wildfire S, ligesom du kan se billeder af telefonen sammen med HTC Incredible S.
Fakta:
Mål: 101,3 x 59,4 x 12,4 mm
Vægt: 105 gram
Styresystem: Android 2.3 med HTC Sense
Skærm: 3,2 tommer, 320 x 480 pixel, touch
Kamera: 5 megapixel, autofokus, fotolampe
Processor: 600 MHz
Pris: 2.300