Sådan er kameraet i HTC Sensation

Hvis vi starter på alt det, der ikke har med billederne og videoerne at gøre, så er det med en lille undtagelse ikke anderledes at stå med en Sensation mellem hænderne, end det er at have lillesøsteren Wildfire S med på tur.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Noget skuffende er der ikke blevet plads til en dedikeret kamera-knap, og jeg må nøjes med udløserikonet i siden af skærmen.

  • Artiklen fortsættes under annoncen:

Den virker som sådan fint nok, men en håndfuld gange havner mine fingre på en af de fire indlejrede ikoner, og så hopper telefonen, lynhurtigt som den er, ud af kameraet og ud på hjemmeskærmen. Ufatteligt frustrerende, når nu kameraet er så hurtigt til at starte op og være fuldstændigt klar.

Som noget nyt er tilgangen til kameraet blevet uhyre hurtig og enkel, og når man går fra standby-skærmen, har man mulighed for at trække kameraikonet direkte ned i den ring, der aktiverer telefonen. Det fungerer vildt godt, og jeg har allerede svært ved at se, at jeg kan klare mig uden denne feature, der også giver mig hurtig adgang til mails, sms’er og opkaldsfunktioner.

Billederne

Starter vi inde i den morgenmørke lejlighed, så tager Sensations 8 megapixel store kamera nogle fornuftige billeder, uden på nogen måder at imponere på skarpheden, når ikke lyset er helt perfekt. Billedet af billederne på væggen er således fint i fokus, men de fremstår lidt gnidrede.

I medlys tager kameraet gode billeder, og billedet af den lille skål fremstår modsat ovenstående meget skarpt. I det hele taget har kameraet det noget nemmere, når lyset er af den naturlige slags, og der ikke er for mange pærer og kunstigt lys, som driller.

Går vi udenfor og starter i det totale billede, så er det tydeligt, at det er her, Senations kamera har sin store styrke. Der er masser af detaljer og der er masser af farver fordelt på de op til 3264×2448 pixels. Jeg ved godt, at det for tiden er nemmere at tage gode billeder på den front, end det var tilbage i februar måned, men hastigheden, hvormed jeg kan tage alle disse billeder er med til at give mig oplevelsen af at det her er et kamera at de absolut bedre. I hvert fald i kategorien Android-telefoner, der indtil videre har været holdt godt nede af Apple og Nokia-enheder.

Zoomer vi på den 4,3 tommer store touch-skærm bliver billederne noget mere gnidrede, men det er stadig muligt at bruge billedet – også når jeg har trykket zoom-baren helt i bund. Blæser jeg det zoomede billede op på en 27-tommer skærm, så kommer billedet selvfølgelig i problemer, men andet kan jeg næsten heller ikke forvente.

Der er god dybde i nærbillederne og fokuspunkterne er meget hurtige at indstille, ved blot at lave det obligatoriske tryk på skærmen.

De uskarpe billeder, som er taget i en helt sort kælder, overrasker ikke ret meget på kvaliteten, når det handler om skarphed, men jeg er meget overrasket over den lysstyrke, som de to LED-pærer trods alt fyrer af sted. På billederne med tørrestativet i baggrunden ser man tydeligt, hvor meget lys kameraets flash, trods alt leverer.

Til sidst har jeg taget et søvndrukkent billede med det 0,3 megapixel store kamera, som leverer den skrabede standardoplevelse, som man kan forvente af den slags. Ingen overraskelser på den front.

Video

Det 1080p store Full HD-kamera optager gode videoer, dog skal vi her igen huske på, at lyset og omgivelserne bestemt ikke er imod kameraet.

Fra jeg rammer omskifterikonet fra foto til video, går der ikke mange splitsekunder, og på samme måde er der ikke ret meget forsinkelse, når jeg trykker på optageikonet. Der er dog stadig en uforståelig ventetid, som jeg irriteres en smule over.

Optagelse i FullHD 1920 x 1080:

Optagelse i HD 1260 x 720:

Panoreringen er en lille smule hakkende, men det er på ingen måde en dårlig oplevelse, som det var med Wildfire S, og jeg har ikke på fornemmelsen at telefonens hardware er presset.

Du kan herunder se to videoklip, som er optaget i QHD 960 x 540-kvalitet.