Sådan er Samsung Galaxy S 2
Vi prøvede Galaxy S 2 kort på Mobile World Congress i Barcelona tidligere i år, men nu har vi så fået en version ind på kontoret , hvor softwaren er kommet mere på plads. Der er dog stadig tale om en presample, så vi kommer ikke til at fælde endelig dom over den endnu, men vi har dog fået nogle flere indtryk af modellen.
Designmæssigt er det svært at se bort fra en sammenligning med Sony Ericsson Arc, når man får Galaxy S 2 i hænderne. Stor skærm på 4,2 tommer og et ultra tyndt format. Kun 8,5 millimeter måler den i tykkelsen – i det selskab fremstår Arc jo nærmest buttet med sine 8,7 millimeter.
Galaxy S 2 er lavet i plast og af en topmodel at være skæmmes den til af det. Det bidrager bagsiden også til, hvor den faktisk giver sig en del, når man trykker let. Materialemæssigt giver den ikke det bedste indtryk.
Men det gør skærmen derimod. Den er af typen Super AMOLED Plus og måler 4,3 tommer med 480 x 800 pixel. Den kombination giver en flot og skarp skærm. Tryk- og reaktionsresponsen er også helt i top og den er lyn hurtig at bevæge sig rundt i.
SE GALLERI OG SAMMENLIGNING: Alle forårets hotteste mobiltelefoner
Styresystemet er Android 2.3 krydret med Samsung TouchWiz 4.0. Med TouchWiz-brugerfladen trukket over Android får man hurtigt sat mobilen op til mail, Facebook og lignende. Det er dog ikke helt på niveau med HTC’s Sense, men det haler efterhånden ind.
For eksempel har Samsung nu en smartere og mere smidig løsning til at lægge genveje og widgets ud på startskærmene.
Man kan som udgangspunkt bladre mellem syv skærme fyldt med genveje og widgets. En ny finesse er kommet til. Holder man fingeren nede på den prikkede linje nederst på skærmen kan man lynhurtigt bladre fra skærm 1 til 7. Det fungerer godt og kan ses som et modtræk til det helikopter-view, der er i HTC Sense.
Den model, vi har fået ind på kontoret, er en presample, så indmaden er ikke helt på palds endnu. Derfor vil vi ikke gå mere i dybden med den lige nu, men kort summeret op, så ser den ud til at kunne leve op til den massive interesse, der er for den – der kan meget vel være tale om den næste Konge Af Android, hvis man altså kan se bort fra materialekvaliteten. Og det kan faktisk være svært efterhånden, når man først har prøvet andre mere velbyggede modeller.