Sådan er Samsung Omnia W med Windows Phone Mango

Samsung regner med, at de danske operatører smider så mange penge i tilskud til deres nye Samsung Omnia W med Windows Phone Mango, at prisen kan komme helt ned på 1 krone, hvis man binder sig til et abonnement. Vi har prøvet Samsung Omnia W.

Sådan er Samsung Omnia W med Windows Phone Mango

Samsung er snart klar til at sende Omnia W med Windows Phone Mango på gaden.

Omnia W er en efterfølger til den originale Omnia 7, og er hurtigere end forgængeren, der blev præsenteret for godt et år siden. Den er udstyret med en 1,4 GHz processor og da vi prøvede den i går var der virkelig fuld fart over feltet, når vi bevægede os rundt i menuerne. Vi havde ikke mulighed for at prøve tungere tjenester, men det tegner i hvert fald godt.

Omnia W har en 3,7 tommer stor Super AMOLED-skærm med en opløsning på 800 x 480 pixels. Skærmen er faktisk mindre end på forgængeren, men deet har så den umiddelbare fordel, at skærmen fremstår skarpere. Skærmen reagerer i øvrigt rigtig fint på tryk.

Kameraet er på 5 megapixels og har både autofokus og fotolys. Der er 8 gigabyte hukommelse til billeder, video, musik, mm.

Modellen måler 115,9 x 58,8 x 10,9 millimeter og har en vægt på godt 115 gram. Størrelsesmæssigt er den altså noget mindre end forgængeren og den ligger godt i hånden.

Derudover findes der en række andre ting og sager i Omnia W, som du kan du læse og se meget mere om øverst i artiklen i billedgalleriet.

Prisen er dog nok det mest iøjnefaldende, den lander nemlig på cirka 2.600 kroner og Samsung oplyser til Mobil.nu, at de regner med så store operatørtilskud til den, at prisen for selve mobilen kan lande på 1 krone, hvis man så binder sig til et abonnement.