Sådan er Windows 8 på tablets
Kræver tilvænning
Som man sikkert kan fornemme ud fra de mange genveje og kantgestusser, så tager det en del tid at lære Windows 8 at kende. Man skal først og fremmest vænne sig til at en række menuer er skjult som udgangspunkt og at man selv er nødt til at gøre noget for at få dem frem.
De amuletter, der dukker op i højre side af skærmen, kræver også lidt tilvænning. Konceptet er nemlig rigtig smart, når man først lærer det at kende.
De to mest interessante genveje er Søg og Del.
Søg lader dig søge i den app, man aktuelt har åbent og bruger. Hvis det f.eks. er Microsoft Store, så søger søgefunktionen i programbutikken. En rigtig smart detalje er dog, at man let kan skifte til at søge i et andet program eller efter andre ting på computeren. I menuen til højre skal man blot vælge hvor søgningen skal udføres, og så klarer Windows resten.
Delingsfunktionen er også smart. Når man benytter et program, kan man på et hvilket som helst tidspunkt dele indholdet – f.eks. en madopskrift eller et billede. Indholdet kan bl.a. sendes med e-mail eller åbnes af et andet program, der kan udføre delingen. Det fungerer præcist som på Android, der længe har haft mulighed for at foretage delinger mellem apps på samme måde.
Del den med din familie
Når vi alligevel snakker om at dele, så er det værd at nævne, at man naturligvis har mulighed for flere brugerkonti på samme enhed. Det betyder altså at hele familien kan nøjes med én tablet, og så kan det enkelte familiemedlem blot logge ind på sin konto for at få adgang til sine filer og apps.
Start-skærmen kan naturligvis tilpasset af den enkelte bruger, så man får sin helt egen oplevelse, når man logger ind på sin egen brugerprofil.
Finger, mus og tastatur?
Ifølge Microsoft handler Windows 8 bl.a. om at lave såkaldte ”touch first”-oplevelser. Det betyder, at man skal kunne tilgå de fleste ting ved brug af fingeren på en trykfølsom skærm, men det betyder samtidig, at man er nødt til at finde tastatur og mus frem til visse opgaver – f.eks. hvis man vil dybere i systemet.
Det er vigtigt at påpege, at kun Start-skærmområdet og Metro-programmerne er optimeret til brug af trykfølsom skærm. Den sædvanlige Windows-brugerflade kan naturligvis også bruges med fingeren, men det er mere eller mindre umuligt at gøre i praksis. Tingene er ganske enkelt for små til brug med fingeren, og det hele bliver unødvendigt besværligt. Musen er ganske enkelt langt bedre til brug i den del af systemet, og man bliver straks langt mere produktiv, når man benytter musen i stedet for fingeren.
Desuden er også fordelagtigt at bruge tastaturet i visse tilfælde. I Start-menuen kan man eksempelvis blot begynde at indtaste bogstaver for at starte en søgning, mens man er nødt til at udføre mindst to tryk for at få søgefunktionen frem uden et tastatur.
Skærmtastaturet er fint i brug, men når man bruger det, opdager man for alvor hvor halvfærdigt Windows 8 føles på en tablet. Hvis man eksempelvis befinder sig i Windows-brugerfladen, og trykker på adressefeltet i en webbrowser, så ville man forvente at skærmtastaturet selv hopper frem, så man kan begynde indtastningen. Det sker bare ikke – i stedet skal man selv trykke på en lille knap i nederste højre hjørne af skærmen for at aktivere tastaturet. På samme vis er man selv nødt til at lukke tastaturet igen efter brug. Det føles sløvt, ugennemtænkt og jeg forstår ærligt talt ikke hvorfor man ikke har gjort mere ud af brugeroplevelsen på dette område.
Jeg oplevede desuden også en række andre problemer med systemet på tablets. Et af disse var at skærmorienteringen ikke altid følger med. En af de tablets, jeg afprøvede, blev ved med at skifte mellem skærmorienteringen, og det var praktisk talt umuligt at bruge den. Det skete dog kun på den ene tablet, så det kan sagtens have været en mandagsmodel.
Når det så er sagt, så er der også mange ting og detaljer ved Windows 8, der imponerer og burde vække misundelse hos konkurrenterne. Et rigtig godt eksempel på innovativ tankegang er muligheden for at lave låseskærme med billeder. Man vælger ganske enkelt et billede, man vil bruge som låseskærm, samt tre punkter på billedet, der låser computeren op. Hvis man valgte et billede af en person, kunne det f.eks. være et øje, næse og mund. Når man bliver mødt af låseskærmen, skal man altså blot trykke på disse tre områder i den rigtige rækkefølge, og så låses computeren op. Det er i den grad smart, da det fjernet behovet for at bruge tastaturet til at indtaste lange og besværlige kodeord, når man vil låse sin enhed op.